2024-12-16
Lokal bliver årets leder blandt flere end 500 ledere i C25-virksomhed
61-årige Vivi Pagh, der bor i centrum af Kolding, er kåret til årets leder i servicekoncernen ISS Danmark. Anerkendelsen får hun for sin evne til at skabe resultater, sit inkluderende lederskab og sin evne til at bringe det menneskelige i centrum.
Service har altid været omdrejningspunktet i 61-årige Vivi Paghs arbejdsliv, da hun i mange år har været selvstændig erhvervsdrivende med egen delikatesse og som restauratør i centrum af Kolding, inden hun for 13 år skiftede spor til servicekoncernen ISS.
De første seks år arbejdede Vivi Pagh som køkkenchef hos Nordea i Fredericia og Danske Bank i Brabrand ved Aarhus, og de seneste syv år som kundechef for ISS’ foodkunder i Jylland og på Fyn, hvilket betyder, at hun årligt kører 40.000-45.000 km for at pleje gode kunderelationer.
Hendes professionelle arbejdsliv kulminerede tidligere i juni, hvor Vivi Pagh blev kåret til årets leder i ISS Danmark på ISS’ nationale lederkonference, som blev afholdt på Comwell i Køge. Anerkendelsen får hun blandt flere end 500 ledere og mere end 6000 medarbejdere på tværs af den danske organisation.
I indstillingen for prisen som årets leder lyder det blandt andet:
”Vivi driver et inkluderende lederskab og sikrer, at medarbejderne bliver behandlet ordentligt, og får den hjælp, de har brug for, uanset hvilke faglige eller personlige udfordringer, der måtte være.”
”Herudover er hun en rollemodel, ikke alene for sine medarbejdere men også for sine kolleger, hvor hun gerne går forrest og viser vejen eller bidrager med sparring og support.”
”Vivi er meget vellidt blandt sine medarbejdere, da hun er engageret i både deres arbejdsforhold såvel som deres personlige forhold. Hun er meget klar i sin kommunikation og har tydelige målsætninger.”
Vivi Pagh er stolt og ydmyg over den fornemme hæder.
”Jeg er ekstremt stolt og meget ydmyg over at få denne anerkendelse. Det er helt fantastisk, at vi hylder vores medarbejdere i ISS, og det er en kæmpe ære, at jeg bliver anerkendt for det arbejde, jeg udfører, og som jeg er meget passioneret om i hverdagen,” siger Vivi Pagh om den fine anerkendelse.
Som kundechef har Vivi det daglige ansvar for ca. 45 medarbejdere, og for hende betyder det alt, at hendes medarbejderen føler sig trygge, når er på arbejdspladsen.
”Det ligger mig meget på sinde, at mine medarbejdere kan være sig selv, har det godt og føle sig trygge, når de er på arbejde. Så udfører de deres arbejde meget bedre, arbejdsmiljøet er godt og vores kunder er også glade,” siger hun og uddyber:
”Samtidig skal vi også turde at være sårbare og transparente, for så kan vi fange rigtigt mange ting i en travl hverdag.”